Oracle, OpenOffice og Apache

Oracle har af forskellige årsager valgt ikke længere at ville engagere sig i open source projektet OpenOffice.org. Indtil for ganske få måneder siden forsøgte Oracle ellers at overbevise os alle sammen om at OpenOffice.org var et fokusområde for dem, blandt andet ved at præsentere en hel ny cloudbaseret kontorløsning. Blandt andet gav oracle ligefrem garantier på den konference OSL afholdt på Carslberg Museum d. 9. september 2010.

Siden har oracle besluttet at give OpenOffice.org til Apache Software Foundation.

Jeg har som udgangspunkt stor respekt for Apache Software Foundation som har en lang række fortrinnelige projekter, herunder naturligvis Apache Webserver, men også mindre kendte projekter som f.eks. Lucene search engine. Apache har en etableret organisation og et velfungerende infrastruktur. Der er ingen tvivl om at Apache vil blive et godt “hjem” for OpenOffice.org.

Hvorfor er det en fin idè?
Det er en rigtig god idè, fordi Oracle dermed lever op til de forpligtelser, de arvede fra Sun Microsystems. Desuden vil det sandsynligvis også betyde at en række ufærdige projekter som Oracle har liggende, vil blive open source. Desuden kan vi håbe at det vil få IBM til faktisk at bidrage til det projekt, som de har høstet fra igennem en årrække.

Hvorfor er det ikke en fin idè?
Grundlæggende fordi der ikke er nogen grund til ikke at lægge det i The Document Foundation. Vi har igennem de seneste mere end otte måneder formået at skabe en infrastruktur, en kultur og et fortrindeligt produkt. The Document Foundation har bevist sin eksistensberettigelse og evnen til meget hurtigt at få etableret et fremadrettet fællesskab.

Vi har endnu ikke fået svar på, hvad fordelen for communitiet er ved Apache fremfor The Document Foundation! I mine øjne er det spild af tid og (knappe) ressourcer. Det skaber selvfølgelig konkurrence, men jeg tror nu vi har rigeligt at se til, med den dominerende konkurrent vi har i markedet. desuden har vi lige nu brug for at få ro i markedet, så brugerne ikke bliver mere forvirrede og og tvivlsomme.

Og ja, jeg er selvfølgelig også ‘fortørnet’ over at det arbejde jeg selv har engageret mig i, ikke bliver mere værdsat. Giv mig bare en tudekiks, men jeg vil altså have lov til det denne gang.

The Document Foundation blev stiftet som reaktion på måden Oracle håndterede “communitiet” på. Det var arrogant, lukket, topstyret og meget amerikansk. Desuden blev en stor del af udviklingen ikke givet som open source, men kun implementeret i Oracles egne produkter. Som direkte konsekvens af måden Oracle behandlede communitiet på, blev The Document Foundation stiftet – som en direkte modsætning:

  • Licenseringen er stærk copy-left, hvilket forhindrer at firmaer kan lukrere uden at yde noget tilbage. Det er ikke muligt at lave en “fork” af LibreOffice som er mindre restriktivt licenseret, hvilket betyder at LibreOffice ikke kan ende inde i maven på et kommercielt produkt. Som fodnote hertil, er det vigtigt at bemærke, at LibreOffice godt kan bruge kode fra Apache, mens det modsatte ikke er tilfældet. Apache OpenOffice kan altså ikke bruge kode fra LibreOffice.
  • Ledelsen er transparent. De fleste postlister er åbne, og The Document Foundation har meget fokus på denne åbenhed. Hvis et emne skal diskutteres på en lukket postliste, skal det eksplicit “vedtages” i hvert enkelt tilfælde. Naturligvis er der emner som diskutteres i en lukket kreds. F.eks. spørgsmål om sikkerhed, planlægning af markedsføringstiltag og andre emner som af natur vil miste sin effekt hvis det sker i åbenhed. Men det sker på postlister og ikke ved direkte mails, således at historikken bevares som dokumentation.

Nu ser vi at Oracle vælger en meget liberal (svag copyleft) open source licens, hvilket som udgangspunkt udelukker den kode der er produceret i The Document Foundation siden stiftelsen i september sidste år. Mange af de frivillige udviklere der har meldt sig, har netop meldt sig, fordi The Document Foundation har været meget tydelige i sin udmelding om at licenseringen er copy-left og at rettighederne i øvrigt ikke skal overdrages til fonden.

Projekter med svag copy-left licens har svært ved at mobilisere frivillige, f.eks. studerende. Årsagen skal naturligvis findes i det principielle i, at koden kan havne i et kommercielt produkt, og dermed komme andre (f.eks. aktionærerne i et firma) tilgode, uden at programmøren selv får noget som helst ud af det. Kald det bare flueknepperi eller religiøs tilgang til open source, men det har en stor betydning i det lange løb.

Der er ingen tvivl om at Apache er en åben, transparent og meritokratisk organisation. Men hele processen omkring beslutningen fra Oracles side er sket uden at involvere communitiet. De frivillige som gennem tiderne har overdraget rettighederne til Oracle er ikke blevet spurgt til råds. Det står selvfølgelig de enkelte frit for at forlade projektet – eller melde sig ind, men jeg synes nok at Oracle burde have spurgt dem det hele handler om, nemlig deltagerne.

I den konkrete situation mener jeg at Apache er en OK løsning, omend der er en anden og bedre løsning, nemlig The Document Foundation. Jeg håber at TDF og Apache kan finde en løsning, hvor de to projekter kan komme overens i et samarbejde. Der pågår såvel formelle som uformelle forhandlinger.

Om leif

Leif Lodahl Leif er certificeret PRINCE2 projektleder og har mange års erfaring inden for dette felt. Desuden er det Leif, der styrer aktiviteterne omkring LibreOffice (tidligere OpenOffice.org), og det er her Leif er på hjemmebane. På dette felt har Leif erfaring med både rådgivning, konsulentarbejde og undervisning. Leif Lodahl er manden, der står i spidsen for Libreoffice i Danmark, og han er en hyppig deltager i debatten omkring LibreOffice og open source.
Dette indlæg blev udgivet i Kontorblokken og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv en kommentar