Design af en plakat

Efter at have set på en række nye spændende plakater med inspiration fra 2. Verdenskrig, tænkte jeg, at det ville være passende at lave nogle selv. Plakaterne fra denne periode er i mine øjne noget af bedste kommunikationsdesign (med ubehagelige budskaber), der nogensinde er blevet lavet, så der er en del af leve op til. Nedenfor vil jeg prøve at gennemgå trin for trin, hvordan jeg har lavet en lignende plakat, og hvilke overvejelser, der hører med i processen.

Det starter med en idé …

Det første udkast er en hurtigt håndtegnet pingvin.

En post-it er et godt medium at starte på.

… det siger sig selv. De klassiske propagandaplakater formidlede slagkraftige budskaber med stor vægt på symbolik. Det gjorde det heller ikke mindre voldsomt, at temaet ofte handlede om at slå andre mennesker ihjel. Det er lidt vanskeligere at finde på et tilsvarende kraftigt budskab uden at have død og krig som tema, så i dette tilfælde nøjes vi med den lidt mere stilfærdige kamp mellem open source og closed source software.

Linux-folkene har allerede en mascot, en pingvin, som kunne være et godt symbol for open source-bevægelsen. Grundlaget bliver lagt på en post-it, hvor den første pingvin bliver tegnet i hånden. Jeg brød mig ikke så meget om den muntre, buttede Tux-pingvin, som Linux-tilhængerne så udbredt benytter, så der arbejdes imod en mere naturligt formet pingvin. Det er trods alt en alvorlig sag at lave propaganda.

Skitse af pingvin ovenpå krøllet Windows-logo

Et budskab tager form

Efter den første idé, begyndte skitsetegningen, som blev foretaget direkte i Photoshop. Det er nemt, når man har en tablet.

Som I kan se, begyndte jeg at bruge et andet godt symbol for open source-bevægelsens opponenter: Vindue-logoet fra Microsoft. Min vision var, at den gode open source-pingvin skulle stå og trampe lidt på et udslidt closed source-logo. På nuværende tidspunkt burde der ikke herske tvivl om, hvilken side i konflikten, der favoriseres. Jeg undskylder på forhånd overfor evt. Windows-brugere, der måtte føle sig berørt. I kan trøste jer med, at der ikke indgår bajonetter i dette design, som på mange af de oprindelige plakater.

Symboler

Rentegnet pingvin på logo

Den endelige pingvin er rentegnet

Det tog noget tid at få helt rigtige pingvin tegnet. De første blev for fjollede og tegneserieagtige at se på, så det endte med, at jeg fandt et billede af en relativt majestætisk udséende pingvin og tegnede den op i Illustrator.

Windows-logoet var også svært at få på plads. Det tog en række forsøg, før der kom en passende balance mellem at have forvredne former, som fik logoet til at se slidt ud, samtidig med, at det stadig var muligt at genkende som symbol.

Nu med tekst

Pingvin med tekst

Pingvingen holder øje med dig

Selv om de var dygtige til at kréere symbol-ladede budskaber i 40′erne, så var der altid en passende tekst på datidens plakater.

Pingvinen, der så ud til at holde et vågent øje med beskueren, kunne passende få en lille catch-frase som f.eks. “Watching you” ligesom denne ikoniske plakat fra ’42. Jeg var også ude i at benytte en finsk tekst, “Voittu Linux,” til ære for Linux-stifteren, Linus Torvalds, men det blev en tand for indforstået.

Pingvin-plakat med forklarende tekst

"Windows users, we're watching you ..."

I det hele taget var det vanskeligt at finde en passende tekst, fordi symbolerne egentlig talte meget godt for sig.”Watching you” følte jeg også, blev for intetsigende, så jeg tilføjede en del forklarende tekst med opfordringer til at downloade Linux.

Efter noget arbejde med teksten, indså jeg, at jeg var igang med at presse en helt forkert tekst ned over mit oprindelige budskab, som jo handlede om at den glorværdige pingvin fik bugt med Windows.

Budskabet falder på plads

Plakat med sejrende pingvin

Et simplere og mere slagkraftigt budskab

Det var straks mere i illustrationens og de oprindelige plakaters ånd, bare at skrive “Victory” i baggrunden. Jeg overvejede kort, om teksten skulle være på tysk, som en del af datidens plakater jo i sagens natur var skrevet i, men det fik nogle kedelige nazistiske undertoner. Open source-bevægelsen skulle jo forestille at være heltene her!

Efter at tekst og komposition føltes rigtig, tog jeg fat på at lege med farverne. Det endte med en lidt falmet, gylden baggrund, som virkede meget passende for en plakat, der kunne have ligget på loftet siden 1942. Windows-logoet var jeg stadigvæk lidt utilfreds med, så det er blevet gjort mere fladt og nedtrampet i denne endelige version, for rigtigt at fremhæve vores pingvins glorværdige mægtighed.

Et voilá! En plakat er blevet til.

Om Frank

Grafisk designer, Cand. IT. Uddannet hhv. på Højer Designseminarium og IT-Universitetet i København. Kompetencer: Visuel fremstilling, interaktionsdesign, usability, organisations-IT
Dette indlæg blev udgivet i Design og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv en kommentar