Den røde tråd

Er der mon en rød tråd i det arbejde vi går og laver i Magenta? Altså ud over at det meste har med computersoftware at gøre, og at det meste er open source? Ja det synes vi selv. Vi spiller på mange forskellige tangenter, men der er for det meste en sammenhæng.

For to-tre år siden satte vi os for at finde ud af, hvad der egentlig forhindrer offentlige myndigheder i Danmark, i at bruge mere open source. Baggrunden var at vi begyndte at kigge på indførelsen af åbne standarder på kontorområdet, og dermed også OpenOffice.org. Vi kom frem til, at der er tre primære årsager, eller forhindringer om man vil. Det er:

  1. Myndighedernes fagsystemer er bundet tæt sammen med Windows, MS Office og andre proprietære teknologier
  2. Udveksling af informationer mellem myndigheder sker ofte i proprietære formater, og gennem lukkede grænseflader
  3. Kendskabet til open source generelt og konkrete produkter speciefikt, er mangelfuld

Disse tre forhindringer besluttede vi os for at arbejde på at få fjernet. Det er godt nok et par store sten der ligger på vejen, men vi forsøger heller ikke at flytte stenene som de er. Vi bruger hver eneste dag, på at hugge små stykker af. Vi håber så på, at stenene en dag bliver så små, at vi kan løfte resten af dem helt væk fra vejen.

Vi arbejder mod at fjerne fagsystemernes afhængigheder til primært Microsoft, på flere niveauer. Men det er ikke kun Microsoft vi er ude efter. Et af vores seneste succeshistorier, er en CPR Broker, som kan distribuere CPR data fra forskellige leverandører, til fagsystemerne. Det har vist sig at være en rigtig god idè, fordi det kan spare primært kommunerne, for at købe de samme data flere forskellige steder.

Vi har etableret et netværk af offentlige kunder, som alle hjælper til. En vigtig indsats er at koordinere indsatsen, og af og til lægge pres på leverandørerne. Men vi arbejder også mere konkret på at løse problemet: Vi er i gang med at udvikle et nyt ESDH-system, som baserer sig på open source programmet Alfresco. Løsningen vil blive udviklet målrettet mod den danske offentlige sektor, og er en browserløsning. ud over det har vi senest igangsat et arbejde, for at udvikle en ny arkitekturkomponent, som kan danne dokumenter. Formålet er at gøre dannelse af dokumenter uafhængig af brugerens computer og hvad der er installeret på den. De dokumenter vi har ambitioner om at understøtte, er ODF, OOXML og PDF/A, som er de tre aktuelle dokumentformater i den offentlige sphere.

Dokumentmaskinen, som vi foreløbigt har døbt DokumentBroker, kan også delvist løse det andet punkt. Men kun delvist. Vi håber nemlig at der fremover vil blive udvekslet langt flere PDF-dokumenter end tilfældet er i dag. Langt de fleste Word-filer der flyver frem og tilbage som vedhæftede filer, kunne lige så godt være PDF-filer. Men problemet med udveksling af dokumenter løses ikke med DokumentBrokeren alene. I virkeligheden handler det meget om det tredje punkt, nemlig viden. Men det handler også om teknik. Vi har engageret os i arbejdet med LibreOffice, og håber at kunne hjælpe til, at LibreOffice bliver endnu bedre til at håndtere dokumenter fra Microsoft Office. Senest har vi for en af vores kunder, lavet et sæt “Wordsikre” skabeloner, som bruges på tværs af Microsoft og LibreOffice.

Kendskabet til open source er mangelfuldt. De fleste ved nogenlunde hvad det betyder, men hvem har prøvet det og hvad har det kostet? Informationerne skal flyde frit, hvilket vi forsøger at afhjælpe, gennem vores netværksgruppe “Open source i det offentlige”, som alle offentlige myndigheder kan blive medlem af. Det handler om at udveksle erfaringer, ideer og om at dele byrden på flere skuldre. Vores DokumentBroker er startet i regi af denne gruppe.

Det handler også om mere konkret viden. Vi afholder jævnligt kurser for vores kunder i brugen af LibreOffice, og i hvordan det er muligt at forbedre dokumentudveksling, igennem bedre skabeloner. Alle vores vejledninger er frit tilgængelige her på bloggen.

Alt sammen håber vi kan være med til, at de største sten på vejen kan blive mindre og mindre.

Rigtig god 1. maj.

Om leif

Leif Lodahl Leif er certificeret PRINCE2 projektleder og har mange års erfaring inden for dette felt. Desuden er det Leif, der styrer aktiviteterne omkring LibreOffice (tidligere OpenOffice.org), og det er her Leif er på hjemmebane. På dette felt har Leif erfaring med både rådgivning, konsulentarbejde og undervisning. Leif Lodahl er manden, der står i spidsen for Libreoffice i Danmark, og han er en hyppig deltager i debatten omkring LibreOffice og open source.
Dette indlæg blev udgivet i Kontorblokken, Open Source og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Der er lukket for kommentarer.